Job i Permatopia

 

Kan du vise os vejen til regenerativt jordbrug i vores topmoderne CO2-neutrale, bæredygtige fællesskab med stort fælleskøkken og egen grøntsagsproduktion?

Sover du bedre om natten, når du har medansvaret for, at det, vi tager fra jorden, bliver genopbygget på ny?
Så er vi meget interesserede i at høre fra dig!

På Sydsjælland, bare en times kørsel fra København, er 220 voksne og børn flyttet sammen i troen på, at vi i fællesskab kan finde nøglen til at leve og spise på måder, der gør så lidt skade på klimaet som muligt.

Vi leder efter dig eller flere, der tager os ved hånden og vil være med til at skabe et spændende job, hvor det regenerative jordbrug er fundamentet for vores dyrkning.

Vores dygtige økologiske landmand gennem fire år går på pension, og vi har brug for hjælp.

Klima og biodiversitetskrisen kræver revolutionering af måden, vi har landbrug på. Forskningsbaseret viden peger entydigt på det regenerative landbrug som løsningsmodel. Vores arbejds -og bofællesskab Permatopia er et unikt projekt, der nyder stor national og international interesse i kraft af en radikal omstilling af forsyning, spildevand og fødevareproduktion.

I spidsen for vores landbrug bliver du en del af Permatopias stærke bæredygtighedsprofil, der er under konstant udvikling og forandring i takt med den erfaring og viden, vi sammen indhenter.

Du har det daglige, overordnede ansvar for planlægning og praktisk realisering af driften af vores jordbrug med tilhørende drivhuse, frugthave, bær og masser af specialbede.

Opgaverne varetages af Permatopias beboere og vores mange internationale frivillige. På en driftsmæssig og økonomisk forsvarlig måde skal du hjælpe os med at omstille til permakulturelle og regenerative dyrkningsmodeller – en rejse uden brugsanvisning båret af et stærkt fællesskab.

Om os:

  • Vi er babyer, børn, unge, voksne og gamle med hunde, katte, får, høns, geder, gæs og ænder med blikket konstant rettet mod et bæredygtigt liv og en regenerativ fremtid
  • Med egen forsyning i kredsløb i form af vindmølle, jordvarmeanlæg, pilerensningsanlæg og et landbrug synes vi selv, at vi er ret godt kørende, trods en lidt bøvlet start
  • Vi dyrker omkring 3 hektar grøntsagsproduktion til eget forbrug, og flere restauranter og arbejdspladser i
    København elsker vores produkter
  • Aftenens måltid produceres i fælleskøkkenet af vores egne råvarer og er bare ét af dagens højdepunkter
  • Vi sprinter afsted og ser i horisonten både gårdbutik, café, videnscenter, mikrobageri og meget andet godt

Om dig:

  • Du er uddannet landmand, agronom, gartner, eller du er under uddannelse og lignende og er måske åben overfor, at stillingen kan deles af flere
  • Du glæder dig hver dag til at dele din arbejdsdag med frivillige, hvor klimahjerterne banker hårdt og vedvarende for en mere omsorgsfuld og retfærdig verden, hvor vi passer på hinanden og det, vi har
  • Du stortrives, når grøntsagsproduktionen spiller optimalt sammen med levering til vores fælleskøkken og fællesspisning
  • Du elsker det gode arbejdsmiljø og går op i, at både børn og voksne er trygge, selv når bølgerne går højt
  • Du ser os som lærings -og formidlingssted og glæder dig altid til at lære fra dig
  • Du går efter succes og forandring for klimaets skyld og putter ikke med det.

Hvis du nu tænker, at det lyder spændende, så skal du ringe eller skrive til os inden udgangen af oktober.
Vi afholder løbende samtaler. 

Kontakt:

Sasse Flodgaard, Forperson
KarisePERMATOPIA amba | CVR 37701297

T: + 45 22 79 80 62 | formand@permatopia.dk